Selvom det er ni år siden du faldt, har jeg stadig svært ved at se om, i dag er en dag, vi kan lave noget sammen, eller om det er en dag, hvor du ikke forstår, hvorfor du ikke kan køre bilen.
Du har ikke megen sygdomsforståelse, men det er alligevel blevet hverdag for dig at tage din medicin.
At komme ud har for dig altid været synonym med at køre en tur. Det er svært at motivere dig til, at vi skal ud af bilen.
Førhen har vi rejst meget sammen. Nu er du ikke meget for at være væk fra dit værelse og i særdeleshed din seng i længere tid.
På gode dage er det kun den fysiske forandring, der er tydelig.
I næsten et døgn havde du indre blødninger i hjernen, før lægerne fandt ud af det, og der blev gjort noget ved det.
Du snakker ikke så meget med de andre beboere. Du vil hellere være for dig selv på dit værelse.
Du kan mange ting selv, nogle gange glemmer du bare at få dem gjort.
Da jeg var barn lavede du denne collage. Den minder mig om alt det, vi har lavet sammen, og om at du påskønnede det ligeså meget som mig.
Jeg higer stadig efter din støtte, selvom du ikke kan give den på samme måde, som før du blev syg.
At jeg skal køre, selvom du har haft kørekort i 30 år mere end mig, forstår du ikke. Jeg nænner ikke at fortælle dig, at du ikke må køre bil mere.
Hvis du ikke får mange hvil i løbet af dagen, begynder du at blive usammenhængende.
For ni år siden fik du er hjerneskade. Du var ikke kun min far, men også min bedste ven, nu er du en anden. Den gamle personlighed kommer frem i glimt. De glimt er det hårdeste....
Læs hele artiklen